Når sandheden rammer som et lyn
Der er øjeblikke i livet, hvor gulvet under os forsvinder. Hvor tiden fryser, og hjertet hamrer så hårdt, at det næsten gør fysisk ondt. En besked på telefonen. En samtale. En fornemmelse, der bekræftes. Når man opdager, at ens kæreste har været utro, vælter hele ens indre verden. Tillid bliver knust, og spørgsmålene står i kø: Hvorfor? Hvem? Hvor længe? Kan vi komme igennem det her?
Utroskab findes i mange former
Utroskab er ikke altid lig med en affære på et hotelværelse. I dag ser jeg i mit arbejde som psykoterapeut mange par og individer, som kæmper med digital utroskab. Det kan være flirtende beskeder, hemmelige profiler eller følelsesmæssige bånd, der udvikles online.
Fysisk utroskab og digital utroskab gør ondt på hver deres måde, men fælles er den dybe følelse af svigt. For nogen føles det næsten værre, når utroskaben er følelsesmæssig frem for seksuel – som om der er blevet givet noget særligt væk, som var forbeholdt én selv.
Kan man tilgive utroskab?
Det er et spørgsmål, jeg ofte får i min praksis. Og svaret er: det kommer an på. Nogle par vælger at gå fra hinanden. Andre vælger at blive sammen og arbejde med det, der skete – og det, der gik forud.
Forudsætningen for at kunne forsone sig med det, der er sket, (som ikke er det samme som at glemme) er, at den utro part tager ansvar for sin handling og at han eller hun forstår betydningen af utroskaben.
Det betyder at bearbejde, forstå og beslutte sig for, hvilken vej man vil gå – sammen eller hver for sig. Det kan være en lang rejse, og mange oplever depression, sorg og identitetskrise efter utroskab. Nogle opdager, at utroskaben har rødder i en midtvejskrise, hvor én i forholdet mister sig selv og handler ud fra tomhed snarere end lyst.
Jeg arbejder både individuelt og med par, der står midt i denne krise – og ingen situationer er ens. Der er håb, men det kræver mod og ærlighed at finde vejen videre.
Sex efter utroskab – er det muligt?
Intimiteten er ofte en af de første ting, der lider, når tilliden er brudt. Nogle oplever, at de slet ikke kan forestille sig sex med deres partner igen. Andre søger netop fysisk nærhed for at genskabe forbindelsen.
At finde tilbage til en sund og tryg seksualitet efter utroskab er muligt, men kræver tålmodighed. Det kræver samtaler – og måske professionel hjælp – for at forstå, hvad sex betyder for begge parter nu.
Skal man blive – eller gå?
Det er uden tvivl en af de sværeste beslutninger at tage. Nogle finder styrke i at forlade forholdet og starte forfra. Andre bliver – og bygger noget nyt op sammen og den vej kræver ofte hjælp fra en parterapeut. Skilsmisse ved utroskab er ikke ualmindeligt, men det er heller ikke altid nødvendigt.
Det vigtigste er, at du mærker efter: Hvad har jeg brug for? Hvad er mine grænser? Og hvad vil jeg – hvis jeg tør drømme frit?
Du er ikke alene
Hvis du står midt i krisen, så ved du måske ikke, hvor du skal starte. Det er helt normalt.
Jeg, Nina Reventlow, er psykoterapeut i København med stor erfaring i at hjælpe mennesker, der kæmper med sorg, kriser og svigt – herunder utroskab.
Jeg tilbyder både online og fysiske sessioner, for både individuelle og par. Du og I er velkommen til at skrive til mig, så vi sammen kan finde ud af, om jeg er den rette til at hjælpe jer igennem jeres krise.
Pas på jer 🧡