Sommeren forbindes ofte med frihed, nærvær og mere tid sammen. Men mere tid sammen er ikke nødvendigvis det samme som mere nærhed.
Når hverdagens struktur forsvinder, bliver forskellene mellem jer ofte tydeligere. Den ene længes måske efter oplevelser, mens den anden har brug for ro. Den ene vil tale, mens den anden har brug for stilhed.
Ingen af delene er forkerte. Men hvis I ikke taler om jeres behov, kan forventningerne til sommeren hurtigt blive til skuffelse og irritation.
Her er seks ting, I med fordel kan holde fast i som par.
1. Hold fast i den daglige kontakt
Kontakt behøver ikke være en lang samtale. Det kan være ti minutter over morgenkaffen eller en gåtur efter aftensmaden.
Spørg for eksempel:
- Hvordan har du det lige nu?
- Er der noget, du har brug for fra mig?
- Hvad har været godt ved dagen?
Det afgørende er ikke, hvor længe I taler, men om I oplever, at der stadig er en vej ind til hinanden.
2. Tal om jeres forventninger
Mange konflikter opstår på grund af forventninger, der aldrig blev sagt højt.
Måske ønsker den ene en ferie fyldt med oplevelser, mens den anden længes efter så få planer som muligt.
Hvis I rejser som familie, kan det også være relevant at forventningsafstemme hjemmefra, hvor meget familietid, alenetid og partid I realistisk har mulighed for at prioritere. Det kan mindske følelsen af skuffelse, hvis ferien ikke automatisk giver plads til det hele.
Tal derfor om:
- Hvad glæder du dig til?
- Hvad har du brug for at holde fri fra?
- Hvor meget tid har vi brug for sammen og hver for sig?
- Hvordan kan vi skabe små øjeblikke som par, også når vi er afsted som familie?
Når forventningerne bliver tydelige, bliver det lettere at skabe plads til jer begge.
3. Bliv ved med at være nysgerrige
Selvom I har været sammen længe, er I ikke færdige med at lære hinanden at kende.
Spørg for eksempel:
- Hvornår føler du dig mest tæt på mig?
- Hvad savner du mere af mellem os?
- Hvad gør dig tryg i vores forhold?
Mangler I inspiration, kan I finde flere ideer til samtaler, som kan åbne for det, der let forsvinder i hverdagens praktiske kommunikation.
4. Bevar jeres små ritualer
Ferien må gerne være anderledes end hverdagen, men de små ritualer kan stadig skabe tryghed.
Det kan være et kys om morgenen, en fælles kop kaffe eller en aftentur uden telefoner.
Ofte er det de små gentagelser, der fortæller:
Vi er stadig her.
Du betyder noget for mig.
5. Giv plads til forskellige behov
At være et par betyder ikke, at I skal ønske det samme hele tiden.
Den ene kan have brug for fællesskab, mens den anden har brug for alenetid. Forskelligheder bliver først et problem, når de bliver tolket som afvisning.
Prøv at sige jeres behov højt uden at gøre hinanden forkerte:
“Jeg har brug for lidt tid alene. Det betyder ikke, at jeg ikke vil dig.”
Når I er sammen med børn eller familie i flere dage ad gangen, kan det være ekstra vigtigt at give hinanden lov til både at trække sig, være nærværende som familie og finde små lommer, hvor I kan mødes som par.
6. Hold fast i evnen til at reparere
Selv den bedste ferie indeholder irritation og misforståelser.
Det afgørende er ikke, at I undgår konflikter, men om I finder tilbage til hinanden bagefter.
En reparation kan begynde med:
- Det kom forkert ud.
- Jeg kan godt forstå, at du blev ked af det.
- Kan vi prøve at tale om det igen?
At reparere betyder ikke, at I skal være enige. Det betyder, at relationen bliver vigtigere end behovet for at få ret.
Når sommeren gør jeres mønstre tydeligere
Ferien kan synliggøre det, der allerede har været svært i hverdagen.
Måske havner I igen i den samme konflikt, eller måske bliver en følelse af ensomhed tydeligere, når I endelig har tid sammen.
I parterapi kan I undersøge jeres mønstre uden at placere skyld og arbejde med nye måder at række ud efter hinanden på.
Sommeren behøver ikke være perfekt. Men den kan blive en mulighed for at lytte, være nysgerrige og vælge kontakten til hinanden.
Jeg ønsker jer en god sommer.
Pas på jer 🧡